FredericiaPolitikHvem er det egentlig, der flytter fra Fredericia? Det ingen taler om…

16/03/2021af Michael Bang
https://www.michaelbang.dk/wp-content/uploads/2021/03/michael-bang-nye-borgerlige-fredericia-byraad-kv21.jpg

Et politisk brandvarmt emne i Fredericia for tiden er, at der flytter flere fra byen end til byen. Vi har med andre ord en negativ udvikling i befolkningstallet.

Helt konkret blev vi 102 færre borgere i 2020 i forhold til 2019.

Og det er en tendens der er fortsat fra 2018 til 2019, hvor vi blev 50 færre.

Men men men…

Selvom flere partier finder tallene “bekymrende”, så slå lige koldt vand i blodet.

Vi skal altså ikke længere tilbage end til 2017 for at finde en positiv befolkningstilvækst på hele 458 borgere. Rent faktisk var det den største befolkningstilvækst i hele Trekantområdet.

Statistik er, som alle ved, meget taknemmelig.

Men pointe er bare, at vi ikke bare skal gå i panik og købe og modne byggegrunde i vildskab (for skattekroner).

Jeg siger heller ikke, at vi ikke skal. Men lad os nu først lige slå helt fast, hvor stort et problem vi rent faktisk står over for og hvad løsningen skal være.

 

For… Hvem flytter egentlig?

Det næste, vi burde kigge på, er, hvem der egentlig flytter?

For hvorfor er flere lokalpolitikere bekymrede over, at der bliver færre borgere i byen?

Jo, det skyldes blandt andet skatteindtjeningen og handelslivet. Og fair nok.

Men her kommer så det store spørgsmål…

Er det 102 borgere på overførselsindkomst, der er flyttet ud?

Eller er det 102 borgere, der lægger betragtlige summer i kommunekassen i form af skattepligtig indkomst fra det private erhvervsliv.

Og inden du, kære læser, går i selvsving over, at jeg mener, at den ene type borger er mere værd end den anden, så er det ikke tilfældet.

Men der er bare en stor forskel på, om det er den ene eller den anden type, der flytter fra byen.

Især hvis vi kigger på, hvad vi skal gøre, for at få flere tilflyttere eller beholde dem der flytter. Hvis det er personer på overførselsindkomst, der er fraflyttet Fredericia, så hjælper det nok næppe at bygge 175 nye parcelhuse.

Lad os grave lidt mere i tallene og så træffe beslutninger på et veloplyst grundlag.

af Michael Bang

Byrådskandidat for Nye Borgerlige i Fredericia. KV21.